U17 klubmester i Dame double omkring 1 år før skaden
Min doublemakker og jeg 1,5 år før skade
Lidt billeder af skinden
Da jeg vågnede op efter bedøvelsen, var mit ben fastlåst i en donjoy skinne. Da lægen kom fik jeg at vide, at det stod på den og krykker i 6 uger - 6 uger føltes som en evighed! Og jeg vidste jo godt, det ikke bare var 6 uger, bagefter var det genoptræning. Da jeg fik skinnen af efter de forfærdelige 6 uger var mit højre ben halvt så stort som det andet. Det lignede slet ikke mit ben. Mine gymnasievenner og jeg jokede i perioden om, at det var mig og så benet. Noget af min krop var i denne periode ikke andet end en stor belastning for mig. Jeg begyndte at genoptræne og var utrolig flittig, for jeg ville bare tilbage og spille badminton, men efter jeg havde været igang med badminton i et par måneder begyndte mit ben at låse igen. Jeg var så ked af det i den periode. Jeg kunne ikke klare tanken om hele møllen en gang til. Heldigvis var det en mindre bruskskade, så jeg "slap" med endnu en operation, ingen donjoy og krykker i 2 uger. Efter endnu en genoptræning var jeg tilbage på badmintonbanen, men alt føltes ændret. Jeg gav mig ikke 100 % af frygt for nye skader og jeg var uendeligt langt bagud alle, jeg plejede at spille bagud. Hvad der før i tiden gjorde mig glad og gav mig overskud, fik mig bare gravet dybere og dybere ned i et sort hul. Så jeg besluttede at stoppe...
Jeg ser ikke mig selv, som en type der opgiver, men ikke at kunne give sig selv 100 % pga. frygt for skader, det er bare ikke mig. Jeg forsøgte at komme i gang med forskellige sportsgrene, thaiboksning, alm. boksning, alm fitness træning, etc. Men jeg kørte død gang på gang, og stoppede et par måneder efter. Året 2011 husker jeg som en rigtig dårlig vinter. Jeg var træt, i dårligt humør og ugidelig, og jeg vidste der måtte ske noget. I løbet af foråret begyndte jeg at løbetræne. Fik mig selv ud tre gange om ugen, men det var mere af tvang end af lyst. Min rigtig gode veninde var startet til crossfit, vi havde kendt hinanden siden folkeskolen, hun havde spillet volley på højt niveau, men var også stoppet pga. andre årsager. Jeg tænkte, at det måtte jeg prøve! Jeg havde mit første prøvetime i juli 2013, og jeg var forelsket var første gang. Der var intensitet, træner der pressede dig, men alt under trygge og sikre forhold, så jeg ikke skulle tænke for meget på mit knæ. Og lad mig sige det sådan, jeg har ikke set mig tilbage siden sidste år.
Pt. er jeg jo på udveksling i Argentina, Buenos Aires, og halvdelen af min crossfit-tid er derfor foregået på spansk i et fremmede land, og CrossFit har givet mig så mange fantastiske oplevelser her, og så mange utrolig gode venskaber! Jeg kommer aldrig til at leve et liv uden en sport igen, aldrig aldrig aldrig igen. Og forhåbentlig kommer jeg til at dyrke CrossFit til jeg er mindst 80 år gammel! Jeg har aldrig følt mit så stærk og i god form som jeg gør den dag i dag, og når jeg ser tilbage på den rejse jeg har været igennem, ville jeg ikke havde været den foruden!
Min første konkurrence i Argentina:
Best Amanda
Ingen kommentarer:
Send en kommentar