At miste sin passion

I andledning af, at jeg har vundet 1500 SEK til Fitness Guru på Fit4Livin og begrundelsen var min skades-historie tænkte jeg, at jeg ville skrive lidt om det at miste sin passion samt det at genfinde en ny.

U17 klubmester i Dame double omkring 1 år før skaden

Min doublemakker og jeg 1,5 år før skade

Jeg startede med at spille badminton, da jeg var 8 år gammel. Mine forældre foreslog, at jeg skulle starte til en sport og i og med, at jeg altid havde været lidt af en individualist og enspænder, samt typen, der blev sur på de andre i gymnastiktimerne, hvis jeg ikke mente, de gjorde det godt nok faldt valget altså på badminton, som jo i og for sig også er en ret populær sport i DK. Jeg havde eller har aldrig rigtig haft det vilde boldøje (jeg mener selv, det var træning der fik mig på skolens fodbold og basket hold), og hvis I tror historien her ender med at jeg ligger nummer 10 i DK, så kan I god glemme det. Når jeg siger badminton I omkring 10 år var min passion, har det altså ikke noget at gøre med, hvor god jeg var, men derimod hvor meget tid og ressourcer jeg brugte på det. Da jeg blev teenager spillede jeg næsten hver dag. Når jeg ser tilbage på det, tror jeg lige så meget det handlede om at røre sig, og at få motion, de venner og kammerater jeg havde etc. Mine weekender gik i badmintonhaller med badmintonmennesker, og da jeg startede i gymnasiet, kunne jeg sagtens finde på at droppe festerne for at tage til stævne dagen efter. Idræt var mit ynglingsfag, som en af de få piger i min klasse. For mig var det som to fri-timer midt på ugen. Jeg husker, at jeg havde en snak med min mor i min gymnasie tid om skader. Jeg havde læst en artikel om en håndboldspiller, der havde fået en kronisk skade og aldrig kunne spille håndbold igen, hun havde mistet hele sit liv og hele sin omgangskreds, og det var særligt her jeg besluttede, at jeg måtte få en tættere og større omgangskreds uden for badminton. Og to år efter skete det så. Jeg havde i længere tid haft problemer med mit knæ, i perioder låste det sig andre gange jog det bare, og en dag gik det helt galt, da det låste sig og min far måtte hente mit grædende fra træning og kører mig på skadestuen. Jeg fik først af vide det var en overbelastning, holdt knæet i ro 2 uger, og begyndte så at spille igen. Ingen forandring - knæet låste stadig. Jeg tog til lægen, som sendte mit til MR scanning, efter sammenlagt 1/2 års venten, hvor jeg stadig forsøgte at spille, og i perioder uden problemer, fik jeg svaret. Jeg havde fået en bruskskade, hvilket i og for sig ikke er slemt, men mit knæ var blevet stødt, så der også var kommet en flænge i min knæskal. Lægen sagde, at sådan et tilfælde, havde hun oftest kun set hos gamle mennesker, og der sad jeg så, 18 år gammel. Hun fortalte mig, at eneste mulighed var operation, der godt kunne udskydes, men med den risici, at det forværredes. Så vi besluttede for at opererer. De kunne ikke fortælle mig noget om, hvad jeg skulle igennem efterfølgende, det afhang af operationen.

 Lidt billeder af skinden

Da jeg vågnede op efter bedøvelsen, var mit ben fastlåst i en donjoy skinne. Da lægen kom fik jeg at vide, at det stod på den og krykker i 6 uger - 6 uger føltes som en evighed! Og jeg vidste jo godt, det ikke bare var 6 uger, bagefter var det genoptræning. Da jeg fik skinnen af efter de forfærdelige 6 uger var mit højre ben halvt så stort som det andet. Det lignede slet ikke mit ben. Mine gymnasievenner og jeg jokede i perioden om, at det var mig og så benet. Noget af min krop var i denne periode ikke andet end en stor belastning for mig. Jeg begyndte at genoptræne og var utrolig flittig, for jeg ville bare tilbage og spille badminton, men efter jeg havde været igang med badminton i et par måneder begyndte mit ben at låse igen. Jeg var så ked af det i den periode. Jeg kunne ikke klare tanken om hele møllen en gang til. Heldigvis var det en mindre bruskskade, så jeg "slap" med endnu en operation, ingen donjoy og krykker i 2 uger. Efter endnu en genoptræning var jeg tilbage på badmintonbanen, men alt føltes ændret. Jeg gav mig ikke 100 % af frygt for nye skader og jeg var uendeligt langt bagud alle, jeg plejede at spille bagud. Hvad der før i tiden gjorde mig glad og gav mig overskud, fik mig bare gravet dybere og dybere ned i et sort hul. Så jeg besluttede at stoppe...

Jeg ser ikke mig selv, som en type der opgiver, men ikke at kunne give sig selv 100 % pga. frygt for skader, det er bare ikke mig. Jeg forsøgte at komme i gang med forskellige sportsgrene, thaiboksning, alm. boksning, alm fitness træning, etc. Men jeg kørte død gang på gang, og stoppede et par måneder efter. Året 2011 husker jeg som en rigtig dårlig vinter. Jeg var træt, i dårligt humør og ugidelig, og jeg vidste der måtte ske noget. I løbet af foråret begyndte jeg at løbetræne. Fik mig selv ud tre gange om ugen, men det var mere af tvang end af lyst. Min rigtig gode veninde var startet til crossfit, vi havde kendt hinanden siden folkeskolen, hun havde spillet volley på højt niveau, men var også stoppet pga. andre årsager. Jeg tænkte, at det måtte jeg prøve! Jeg havde mit første prøvetime i juli 2013, og jeg var forelsket var første gang. Der var intensitet, træner der pressede dig, men alt under trygge og sikre forhold, så jeg ikke skulle tænke for meget på mit knæ. Og lad mig sige det sådan, jeg har ikke set mig tilbage siden sidste år.

Pt. er jeg jo på udveksling i Argentina, Buenos Aires, og halvdelen af min crossfit-tid er derfor foregået på spansk i et fremmede land, og CrossFit har givet mig så mange fantastiske oplevelser her, og så mange utrolig gode venskaber! Jeg kommer aldrig til at leve et liv uden en sport igen, aldrig aldrig aldrig igen. Og forhåbentlig kommer jeg til at dyrke CrossFit til jeg er mindst 80 år gammel! Jeg har aldrig følt mit så stærk og i god form som jeg gør den dag i dag, og når jeg ser tilbage på den rejse jeg har været igennem, ville jeg ikke havde været den foruden!

Min første konkurrence i Argentina:

 

Best Amanda