mandag den 15. juli 2013

"You have the right to be strong"

"Du skal ikke være større end du er nu - det der er lige tilpas."

Hvis jeg havde tal på, hvor mange gange jeg hørte denne her sætning fra folk i min omgangskreds... Jeg hører sådan cirka nok i gennemsnit minimum et par gange om ugen fra forskellige mennesker. Det minder mig lidt om engang jeg var til en fødselsdag, og en af fyrene sagde: "Du vil da ikke i militæret? ALLE de piger jeg kender, der har været inde er SÅ kede af deres krop i dag." Hvortil jeg svarede: "Er det dem eller dig, der er ked af den måde de ser ud på i dag?" Selv virkede han ikke som typen, der gik specielt meget op i træning eller styrke, hvilket jeg sådan set er rimelig ligeglad med, men hvad giver ham egentlig retten til at udtale sig om, hvorvidt piger han kender til har det godt i en stærk krop?  Måske var det noget de piger bare sagde, fordi de havde hørt den samme kommentar som mig sådan cirka 10.000 gange. I går fik jeg den så endnu engang fra en bekendt, og denne gang tænkte jeg, at nu måtte det være nok, så jeg valgte simpelthen at svare, at jeg altså ikke trænede for at blive større (!), jeg trænede for at blive STÆRKERE! Og at jeg sådan set var ligeglad med, hvordan andre synes jeg så ud, jeg gjorde det her for min skyld, og fordi jeg har fundet noget der giver mig livskvalitet. Lige så vel, som alt muligt andet giver andre mennesker livskvalitet. Det der slår mig hårdest er, at jeg lever i et land, hvor stærke kvinder i langt højere grad blive accepteret sammenlignet med mange andre steder, og  alligevel skal jeg stå model til den slags. Folk taler så meget om, at tynde mennesker skal accepteres, tykke mennesker skal accepteres, men hvad med STÆRKE KVINDER? Jeg ved godt, at så mange kvinder har gang i den der: "Strong is the new skinny." og naturligt smukke (!) tynde kvinder er utilfredse, men jeg synes nu egentlig heller ikke det er okay være stærk. I hvert fald ikke "i den virkelige verden" uden for træningscentrene... Jeg læser det ene amerikanske blogudgivelse efter den anden, der priser stærke kvinder, og stærke kvinder priser de her artikler, og alligevel bliver halvdelen af dem helt sikkert påvirket (ligesom mig selv), når de for hundrede syttende gang bliver konfronteret med, at de er "for store". Jeg har da ikke selv valgt, at min krop åbenbart mener, at den skal se ud som om den kan løfte 20 kg. mere end den egentlig kan, og ja, det gør den åbenbart (ifølge andre mennesker), men jeg har rent faktisk i sinde at ende med at kunne løfte mere en blot de 20 kg mere og blive stærkere alligevel, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe min udvikling pga. af alle mulige forskruede idealer omkring, hvordan kvindekroppen se ud. Min krop skal være et produkt af, hvad der gør mig lykkelig, hvilket alle kvinders kroppe burde være! Hvis det er at være (STOR og) STÆRK, tynd, tyk eller noget helt fjerde, så burde det nu engang være acceptabelt. Og jeg skal helt sikkert understrege, at selvfølgelig mener jeg ikke, at de her betegnelser skal blive sygelige eller køres ud på et overdrev, men jeg håber i forstår pointen! En anden tendens, er tendensen om, at hvis man skal anses som værende "stærk", så skal ens fedtprocent helst være encifret og klar til en body-fitness konkurrence. Jeg kender også en masse STÆRKE kvinder med en langt højere fedtprocent, der er lykkelige i lige præcis den krop!



Jeg ved i hvert fald hvad jeg vil svare næste gang, jeg hører en "Du må ikke blive større"-kommentar. Jeg vil vælge hverken at blive irriteret eller sur, men simpelthen sige det som det er. Jeg træner for MIN skyld. Jeg træner for de mennesker jeg elskers skyld. Fordi det gør mig til et STÆRKERE menneske - mentalt og fysisk. Jeg vil være stærkere, fordi jeg er lykkeligere som en FYSISK stærk kvinde. Og næste gang, nogle gør grin med mine prioriteringer, at jeg prøver at sove 9 timer, næsten hver nat, eller at jeg pt. som udgangspunkt har fravalgt alkohol fuldstændig, så må jeg jo egentlig bare tænke, at det, at folk har svært ved at acceptere mine prioriteringer i sidste ende ikke handler så meget om mig, men nok mere om, hvordan de har med dem selv. Jeg dømmer jo ikke nogen, fordi de fravælge at leve lige som mig. Derimod har jeg stor respekt for, at folk prøver at finde det, der gør dem lykkelige! Det er en rejse, som jeg mener, aldrig stopper!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar